Det gælder også dig som læser. Hvis du kun har lidt penge stående på en lønkonto, så kan banken ikke tjene penge på dig. Derfor skal du betale for både dankort, for at overføre penge fra konto til konto, og for at veksle penge, når du rejser osv. Så snart du køber et hus eller tegner en aftale om en opsparingsordning, er situationen en anden. Så ved banken, at den kan tage penge af din formue mange år frem. Derfor vil banken gerne vise dig, at du får du en ”bedre behandling”. Banken tilbyder, at du ikke længere skal betale gebyrer. Det er naturligvis dejligt, for det giver dig en årlig besparelse på måske 500 kr. Flink bank tænker du måske. Banken kan også finde på at give dig en rabat, når du ændrer i dit boliglån. Banken ved nemlig godt, at den kan tage penge ud af din formue i form af bidragssatser og andet de næste 30 år. Faktisk kan banken regne ud helt præcist, hvad du kommer til at betale for at være kunde de næste mange år. REGNEEKSEMPEL: Hvis du låner omkring 2 mio. kr. til dit huskøb skal du betale omkring 25.000 kr. til banken hvert år. Det er udelukkende omkostningen ved at have lånet. Det er altså uden afdrag og rentebetalinger. Denne betaling falder stille og roligt efterhånden som du afdrager din gæld. Alligevel tjener banken omkring 395.000 kr. på dig over de næste 30 år. Efterhånden som du får overskud i din økonomi, begynder du at spare op uden om din pensionsordning via dit job. Nu tilbyder banken dig en PLUS ordning eller måske ligefrem en Private Banking ordning. Du får måske et årskort til Tivoli, indbydelse til gratis middag med ægtefællen, adgang til Loungen i lufthavnen eller andet. Hvis du bruger flittigt af bankens fristelser, kan du måske spare 3.000 kr. om året på Tivoliture og så videre. Det giver naturligvis en dejlig følelse af at være noget særligt, men det er en meget dyr fornøjelse. 8