5. De mest relevante flyforbindelser Konkret peger de forskellige delleverancer i Knowledge to Connect projektet på flere af de samme lande og regioner som relevante for dansk erhvervsliv. Navnlig fremhæves gang på gang, uanset metode, USA og Kina, som de to lande uden for Europa, der er mest økonomisk attraktive, og som har størst økonomisk aktivitet i og med Danmark. Af andre lande uden for Europa fremhæves især de resterende BRIK-lande, Brasilien, Rusland og Indien – og da primært de en eller to største byer (Sao Paulo og Rio de Janeiro, Moskva og Skt. Petersborg, Mumbai og New Delhi) – samt enkelte andre vækstlande som Sydkorea, Singapore, Hongkong og Mexico. I Europa fremhæves især på landeniveau Tyskland og Sverige og på regionalt niveau Stockholm, Oslo, München, Hamborg og Frankfurt såvel som London, Bruxelles, Amsterdam og Paris. Det er dog kendetegnende at flyforbindelserne, i hvert fald fra Københavns Lufthavn i Kastrup, er relativt gode til stort set alle relevante destinationer i Europa. De følgende afsnit opsummerer kort metode og resultater fra de enkelte delleverancer i Knowledge to Connect projektet. 5.1 Erhvervslivets flybehov (Delleverance 2) Rapportens indhold er baseret på interviews med 32 store eksportvirksomheder, oplysninger om de mest benyttede erhvervsrejsemål fra et af Danmarks største erhvervsrejsebureauer samt tilgængelige data vedrørende dansk erhvervslivs internationale aktiviteter og antallet af flyvninger ind og ud af de største lufthavne i Danmark og Nord- og Vesteuropa. Rapporten viser, at dansk erhvervsliv efterspørger større fleksibilitet i form af flere afgange og flere operatører på ruter til de væsentligste markeder. Det drejer sig særligt om flere daglige alternativer til nærmarkeder som Østeuropa og Tyskland og daglige alternativer til de mest interessante interkontinentale markeder som USA og Kina, og på sigt også de andre BRIK-lande, Brasilien, Rusland og Indien. Øverst på ønskelisten over nye stedspecifikke forbindelser står Mumbai og Sao Paulo samt en række amerikanske byer, inklusive Seattle, Boston, Houston og Miami. Den store efterspørgsel på flere direkte forbindelser til USA bekræftes af, at over en fjerdedel af alle interkontinentale rejser bestilt i første halvår af 2012 via erhvervsrejsebureauet Carlson Wagonlit Travel gik til USA, mens en tiendedel gik til Kina og Hongkong. 13 KtC: Resultater og metoder © Copenhagen Capacity