Hund & Jagt - Nr. 2 (Januar 2014) Page 5

AVLENS BETYDNING

Tekst af: Niels Egelund Faddersbøll, Foto af: Kamilla Kamp & Peter Lassen

Naturens selektion

Intet opdræt som er styret af mennesker kan helt
komme til at ligne naturens egen avlsselektion.

Naturen er simpelthen langt mere grusom, og de
vilde dyr er underlagt så hårde og vanskelige betin-
gelser, at en menneskeskabt model, der lagde sig
tæt op af naturen, ville blive betragtet som uetisk
og dårlig dyrevelfærd.

På den anden side kan det ikke nægtes, at menne-
sket på mange måder er gået for meget over i den
anden grøft med f.eks. hundeavl, og specielt jagt-
hunderacerne har ofte taget utrolig skade af, at
avlen har været baseret mere på eksteriør end på
temperament og jagtegenskaber.

I naturen vil vilde hunde og ulve, som vi betragter
som tamhundens forfædre, leve under forhold,
hvor klima og fødetilgang vil betyde, at kun en del
af de hvalpe der fødes, vil overleve til voksenalde-
ren og kønsmodning.

Af disse overlevende vil igen kun den stærkeste
kunne blive førerhund for flokken, og dermed den
der parrer sig og fører slægten videre. Denne selek-
tion sikrer, i alt sin grusomme enkelhed, at kun den
stærkeste og klogeste viderefører sine gener.

I den moderne hundeavl vil jeg tro, at de fleste opdrættere mener, at de har de bedste intentioner om at forfølge
kvalitet i avlen uden at gå på kompromis, men virkeligheden er tit en anden. Vi mennesker kan både overse fejl og
mangler, eller måske lige frem tro eller håbe på, at disse ikke vil gå videre i avlen.

Det er en luksus, som naturen ikke kan tillade sig, og desværre er det naturen, der har ret. Erfaring med hundeavl
viser nemlig, at man næsten altid får fejlene med, sommetider i forstærket form, mens man kun nogle gange får
alle de gode egenskaber med.

Hvad nedarves?

Lad det være slået fast med det samme, at det er kun de medfødte egenskaber, der nedarves. Hundens egenskaber
er et produkt af den arvemasse, som udgøres af dens forfædre. En hunds arveanlæg påvirkes ikke af, at der bliver
trænet på den, og enhver påvirkning fra miljøet og gennem indlæring er fuldstændig uden betydning for, hvordan
den avler.

Rent teoretisk betyder det, at hvis to hunde besidder nøjagtig de samme arveanlæg, og den ene trænes til at være
en hårdt gående, stilfuld og lydig jagthund, mens den anden, fuldstændig udresseret hærger ulydigt rundt på jagt,
så vil de have den samme effekt på avlen, hvis de blev brugt.

Det er selvfølgelig rent teoretisk, fordi i praksis vil den hund, som har fået udviklet sine egenskaber og er trænet
ordentligt, selvfølgelig se mere interessant ud og f.eks. også være i stand til at gøre sig gældende på jagt og måske
markprøver, og dermed komme i betragtning som avlshund. Alligevel er det noget, den dygtige opdrætter forstår.

Som eksempel kan jeg nævne, at den meget dygtige jagthundedressør ofte vil kunne få mere ud af sine hunde, end
andre jægere. Det betyder, at hundenes evner er blevet afdækket, men også at de er blevet udnyttet optimalt. Den
del af den færdige jagthund, der skyldes den dygtige dressør, er ikke interessant rent avlsmæssigt. Det er jo ikke
dressøren, man avler på, men hunden, og derfor bør man nøje skelne mellem tillærte egenskaber og medfødte
egenskaber, fordi det kun er de sidste, der nedarves.