Hund & Jagt - Nr. 2 (Januar 2014) Page 7

Efter min mening er det kun prøver, der afvikles som rigtig jagt, der reelt giver et billede af hundens evner og karak-
ter. Her prøves hunden under naturlige forudsætninger, som den er skabt til, og den vil typisk skulle apportere
varmt og ny skudt vildt. Alle jagthundeprøver har jo fra starten det udgangspunkt at finde den bedste jagthund til
avlen.

Men det er en almindelig udvikling, at det der starter som en avlsvejledende prøve, udvikler sig til at blive en kon-
kurrencesport. Hermed opstår risikoen for, at der lægges vægt på formen mere end indholdet, forstået på den må-
de, at hundens træningsniveau, ejerens evner som hundefører, og forskellige tekniske detaljer, kommer til at bety-
de mere end selve hundens jagtlige kvalitet.

Avlsmetoder

Den almindelige opfattelse er, at gode hunde er avlet godt, og de dårlige er indavlet. Disse misforståelser bringes
ofte på banen, uden at nogen har gjort sig den ulejlighed at se på hundens stamtavle og afstamning. For det er kun
her, at man kan se, hvordan den er avlet. Der er tre avlsmetoder. Den mest anvendte metode er udavl, hvor man
parrer to helt ubeslægtede individer med hinanden.

Udavl har den positive effekt, at de udtynder de fejl, der måtte være i avlshundene. Desværre fortynder den også
kvaliteterne, og metoden spreder generelt forældredyrenes arvemasse ud i en bred vifte. Det betyder, at hvalpene
ofte bliver meget forskellige, både hvad angår type og egenskaber.

Den anden metode er linjeavl. Linjeavl er avl på beslægtede individer, f.eks. to hunde der har den samme bedstefar
eller bedstemor, eller hvor der på den ene side er en berømt avlshund som farfar, mens den samme hund er olde-
far på den anden side. Det kan også være en parring mellem en nevø og en tante, eller en niece og en onkel.

Linjeavlsmetoden forstærker alle kvaliteter i avlsmaterialet, men samtidig forstærker det også alle fejlene. Det er
langt det mest effektive værktøj i god hundeavl, men metoden kræver, at avlsmaterialet er helt sundt og fri for fejl.
I linjeavl vil man typisk linjeavle, eller doble op, på specielt gode hunde i afstamningen. Det er ikke blot et spørgs-
mål om at have en gentagelse af hunde i afstamningen, men om at målrette sin linjeavl mod de tophunde i afstam-
ningen, som har gjort noget ekseptionelt for avlen.

Det er typisk inden for jagthundeavl, at det er de dygtige og succesrige opdrættere, der bruger linjeavl. En af gevin-
sterne ved god linjeavl er, at hvalpene bliver mere typefaste, både med udseende og egenskaber, og at de ikke
mindst selv har en større evne til at slå i gennem eller videreavle deres egne egenskaber. Den tredje metode, som
stort set ikke anvendes, er indavl. Indavl kan defineres som en parring mellem datter og far, eller mor og søn, eller
mellem to halv- eller helsøskende. Indavl vil, i endnu højere grad end linjeavl, forstærke både fejl og fortrin.

En sjælden gang ser man indavl brugt med succes, enten blandt meget sjældne racer eller blandt hunde med helt
utrolig god kvalitet.