De interviewede virksomheder er på den baggrund blevet spurgt, i hvilke lande og regioner de har udviklings- og salgskontorer, produktionsfaciliteter og datterselskaber, samt i hvilke lande de har den største omsætning på deres produkter og serviceydelser. 2.2.1 Udenlandske etableringer De 32 interviewede virksomheder har udviklings- og salgskontorer, produktionsfaciliteter og datterselskaber spredt ud over det meste af verden. Over halvdelen af virksomhederne har økonomiske aktiviteter i mindst fem af de seks beboede verdensdele, og fire ud af fem har økonomiske aktiviteter i mindst tre af de seks. Næsten alle virksomheder har etableret sig mindst et andet sted i Europa, og fire ud af fem har etableret sig i henholdsvis Asien og Nordamerika. Fordelt på lande er de interviewede virksomheders økonomiske aktiviteter udenfor Danmark placeret i et bredt spektrum af lande fra lavomkostningslande til videnøkonomier og fra nærmarkeder og til vækstmarkeder. Flest virksomheder har etableret sig i Norge, Sverige, Tyskland, England, Frankrig og Polen samt i USA og Kina. Herefter følger Finland, Holland, Svejts, Spanien, Italien og Rusland i Europa, Canada og Mexico i Nord- og Sydamerika, Singapore, Japan og Indien i Asien, og Australien i Oceanien. Mindst en tredjedel af virksomhederne har etableret sig i hver af BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), og mindst hver tiende virksomhed har etableret sig i hver af Next Eleven-landene (Mexico, 1 Indonesien, Sydkorea, Tyrkiet, Egypten, Vietnam, Bangladesh, Filippinerne, Pakistan, Iran og Nigeria). Fordelt på regioner internt i landene er der en klar tendens til, at de interviewede virksomheders økonomiske aktiviteter samler sig omkring de større byer. I de fleste lande betyder det, at alle virksomhederne med få undtagelser har etableret sig i en enkelt region, typisk hovedstadsregionen, hvor der er bedst lufthavnsforbindelse. I de store lande i Europa og i resten af verden kan virksomhederne imidlertid godt have etableret sig i flere distinkte regioner. Størst spredning for de interviewede virksomheders økonomiske aktiviteter internt i landene eksisterer i Danmarks nabolande, Sverige og Tyskland, samt i USA, Kina og Indien. I Sverige har virksomhederne primært etableret sig i og omkring Stockholm, Malmø, Gøteborg og Linkøbing, og i Tyskland i og omkring Hamborg, Düsseldorf, München, Lübeck, Frankfurt og Hannover. I USA har de interviewede virksomheder primært etableret sig i og omkring New York, Boston og Fort Lauderdale på østkysten, Chicago i midtvesten, Seattle og San Francisco på vestkysten og Dallas i syd. Særskilte aktiviteter findes dog spredt ud over det meste af USA. I Kina har virksomhederne primært etableret sig i og omkring Shanghai og Beijing, men også Tianjin (naboregion til Beijing), Foshan og Shenzhen (naboregioner til Hongkong), Nanjing (naboregion til Shanghai) og Hohhot (Indre Mongoliet). I Indien har virksomhederne primært etableret sig i og omkring Mumbai, Bangalore, Chennai og New Delhi samt Hyderabad. Antallet af indiske byer til trods er der stadig over 300 kilometer i bil mellem hver af disse regioner. ERHVERVSLIVETS FLYBEHOV · 05.10.2012 · © COPENHAGEN CAPACITY 6