Paper No: 217 og egne beregninger. Den maksimalt opnåelige Growth Environment Score er 10,0. Det højest scorende land i 2012 er Singapore med en værdi på 8,2, imens det lavest scorende land er Eritrea med en værdi på 2,4. 3.3 World Economic Forum Global Competitiveness Index World Economic Forum (WEF) er en international tænketank bestående af førende økonomer og politikere fra hele verden, der siden 2004 hvert år har udgivet Global Competitiveness Index (GCI) inspireret af økonomen Michael Porters diamantmodel for udvikling og fastholdelse af konkurrenceevne. Det overordnede GCI beregnes som et gennemsnit af hvert lands værdi på tre dimensioner og i alt tolv underdimensioner (”søjler”, se nærmere Tabel 3). GCI er baseret på en blanding af aggregerede landedata taget fra blandt andet UNESCO (FNs organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab), Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og spørgeskemabesvarelser fra et stratificeret udvalg af virksomheder i hvert land. GCI dækkede i 2012 144 lande i verden. En særlig feature ved GCI er, at de tre dimensioners vægte justeres efter hvert lands udviklingsstadium målt som bruttonationalprodukt pr. indbygger (proxy for lønniveau) tagende højde for værdien af råstofindvinding. Det vil sige, at det primære konkurrenceparameter for fattige udviklingslande er tilstedeværelsen eller tilvejebringelsen af velfungerende offentlige og private institutioner, en veludbygget infrastruktur, makroøkonomisk stabilitet og en arbejdsduelig arbejdsstyrke, imens det vigtigste konkurrenceparameter for rige udviklede lande i højere grad er evnen til konstant at udvikle nye produkter, services og forretningsmodeller med anvendelse af nye teknologier og processer under antagelse om, at basisforudsætningerne er helt på plads og effektivitetsgevinsterne i hvert fald delvist hentet (de seksten BRIKS- og Next Eleven-landes udviklingsstadier som inddelt af World Economic Forum er vist i Tabel 4). 15 KtC: BRIKS og Next Eleven © Copenhagen Capacity