Det er i princippet helt ligegyldigt hvilke aktier, man køber. Det eneste, man skal være opmærksom på, er at man ikke køber for meget af en enkelt type aktier. Folk der er ansat i eksempelvis Novo får i visse tilfælde medarbejderaktier. Så er de allerede aktionærer. Hvis de får lidt ekstra penge til at handle aktier for, vil mange vælge at købe flere Novo aktier eller andre medicinalaktier. Dermed ejer de kun én type aktier, og det er for risikabelt. Det er vigtigt, at man køber lidt af alle aktier, også den type aktier man slet ikke kender til. Har man en medicinalaktie, skal den næste aktie være noget andet. En bankaktie, en bryggeriaktie, en serviceaktie. Det kunne være kendte virksomheder som Danske Bank, Carlsberg og ISS, men det er jo i princippet ligegyldigt. Aktierne stiger når du mindst venter det. Derfor er det bedst at beholde sine aktier i stedet for at købe og sælge. Klodshans og dine aktier Denne metode er oprindeligt udviklet i forbindelse med den første bog, jeg skrev om, hvordan man investerer i aktier. Bogens titel er ”En sikker investering”. Bogen udkom et halvt år før den store finanskrise, men viste, at netop i en finanskrise af historiske dimensioner er bogens værktøjer det eneste rigtige, man kan gøre. Der var ingen, der forudså finanskrisen, men dem, der havde placeret deres penge som i ”En sikker investering” undgik at gå i den forkerte retning, da markedet pludselig brød sammen. De fastholdt bogens eneste formål, nemlig at holde styr på risikoen og lade andre om at handle på daglig basis. Klodshans metoden refererer til, at Klodshans samlede tilfældige ting på sin vej mod erobringen af den underskønne prinsesse. En gammel træsko, en død krage og sågar en klat mudder. Pointen er, at Klodshans troede på det, han foretog sig, og han stillede sig tilfreds med det, han gjorde. 54