Materiel lykke Det er fedt at få en ny cykel, en ny iPad, en ny mobiltelefon eller en ny bil. Det er imidlertid ikke givet, at man øger lykken ved at købe flere biler, cykler eller andre materielle goder. Den slags ting har det nemlig med at miste deres værdi ret hurtigt. I teoribøgerne kaldes denne kortsigtede form for lykkefølelse for „den hedonistiske trædemølle“. Den hedonistiske trædemølle betyder, at man hurtigt vænner sig til forbedrede materielle vilkår og derfor hurtigt skal have endnu bedre materielle goder for at øge sin lykke. Dufter man til en rose, vil den pludselig ikke dufte længere, og sådan er det også med andre sanselige oplevelser. Det skal her nævnes, at lønforhøjelse hører til livets mest kortsigtede fornøjelser. Oplevelser giver mere varig glæde end materielle goder. Lykken øges mere ved sociale oplevelser som eksempelvis teaterture, rejser og restaurationsbesøg, i forhold til materielle goder som eksempelvis biler, ure og fine sofaer, der kun giver midlertidig lykke. Kort sagt: Lykke skabes bedst, når man er i en situation, hvor man arbejder koncentreret med noget, man er god til og bliver stærkt engageret i. Enten fordi det er krævende, eller fordi det kræver koncentration, har et klart formål, eller man føler en kontrol, som får en til at glemme tid og sted. Desværre kan man ikke opleve flow, hvis man ikke forud har opbygget evner inden for det, man interesserer sig for. Med andre ord bliver man ikke lykkelig uden selv at gøre en indsats for at tilegne sig gode kundskaber. Prisen for at være i flow er således, at man først har brugt energi på at opbygge kompetence på det område, hvor man har sin interesse. Eller rettere: Den personlige indsats kan være med til at skabe en langt større og mere vedvarende lykke end den, man kan få ved at sidde i sin hængekøje og tælle pengesedler. Måske netop derfor bringer de store lottogevinster så sjældent den store lykke hos de heldige vindere. 95