Konkurrencekraft gennem Supply Chain Innovation Ændringer i de tidligere listede eksempler på forretningsprocesser i figur 7.9 og 7.10 kræver ofte også ændringer i virksomhedernes ERP-systemer. Sådanne ændringer kan være inden for de eksisterende standardrammer af ERP-systemet, som f.eks. ændringer af parameteropsætningen, eller det kan være mere radikale med tilpasninger til de standarder ERP-systemet tilbyder. For yderligere diskussion af fordele ved samtidig proces- og teknologioptimering kan der henvises til Arlbjørn & Haug (2010) og Arlbjørn et al. (2010b). 41 % af supply chain-innovationsprojekterne, hvor teknologikomponenten har været i spil, har vedrørt brugen af stregkoder. Det er specielt de store virksomheder, som har haft fokus på dette. Cirka en fjerdel har arbejdet med Warehouse Management Systemer (WMS) og Business Intelligence (BI). Det er overraskende få innovationsprojekter, der har haft fokus på nyttiggørelsen af Radio Frequency Identification (RFID (4 %), Cloud Technology (2 %) og Global Positioning Systems (GPS)-teknologi (2 %). Ingen respondenter har gennemført projekter omhandlende Pick-by-Voice teknologi (stemmestyret plukketeknologi). En forklaring kan være, at teknologierne ikke vurderes særligt anvendelige i den konkrete praksis. En anden forklaring kan være en manglende investeringslyst til at prøve disse teknologier af. Begrænsede budgetter kan afholde virksomheder fra at kaste sig ud i sådanne måske mere risikobetonede projekter. En tredje forklaring kan være, at der ikke har været tidsmæssige ressourcer til at søge efter løsninger med sådanne teknologier. Det kan også være mangel på kompetencer til at se mulighederne med teknologierne. Endeligt kan det helt banalt være, at teknologierne ikke anses som relevante i virksomhederne. Samlet set adskiller de små og mellemstore virksomheder sig generelt ved i lavere grad at have gennemført SCI med anvendelse af teknologi. Forskning har vist, at der i små og mellemstore virksomheder kan være mangel på forståelse af at se muligheder med anvendelse af it (Arlbjørn et al. 2010b). En barriere er ofte, at it ses som en omkostning fremfor et strategisk element i forretningsudvikling. 48 ANALYSE