Konkurrencekraft gennem Supply Chain Innovation Respondenterne er også blevet bedt om at tage stilling til 5 udsagn, der har at gøre med den strategiske opfattelse af supply chain i de respektive organisationer. Svarerne på de 5 udsagn er fordelt efter en 5-punkt Likertskala gående fra 1 (meget uenig) til 5 (meget enig). Der er herefter for hvert udsagn beregnet et gennemsnit af samtlige respondenters svar. Gennemsnittene for disse udsagn er vist i henholdsvis figur 7.28 fordelt efter virksomhedsstørrelse og i figur 7.29 fordelt efter time-to-market (TTM). Som det fremgår af figur 7.28. og 7.29, angiver respondenterne i gennemsnit en enighed på 4,3, at supply chain opfattes som en vigtig kilde til konkurrencekraft. Det er de store virksomheder, som er med til at trække gennemsnittet op, og de mellemstore, der trækker gennemsnittet ned. Det er mere overraskende, at de små virksomheder opnår relativt høje gennemsnit på de 5 strategiske udsagn sammenholdt med de 2 øvrige virksomhedsgrupper. En bevidst udvikling af virksomhedens supply chain med henblik på at opnå øget konkurrencekraft har samlet set opnået en gennemsnitsscore på 4,1. Igen er det de store virksomheder, som markant trækker gennemsnittet op med 4,5 i forhold til 3,8 og 4,0 for de mellemstore og små virksomheder. Målt i gennemsnitsværdier følger derefter ”supply chain som en vigtig bestanddel af den overordnede strategi”; ”forankring af supply chain-strategien i topledelsen” og til sidst ”supply chain-strategien er tilpasset produkter og serviceydelser”. Generelt set er det overraskende, at tilpasningen af supply chain-strategien i forhold produkter og serviceydelser kun opnår en gennemsnitsscore på 3,6. Hvis vi vender tilbage til definitionen af supply chain management i afsnit 5, synes der således at være et udviklingspotentiale for de virksomheder, der endnu ikke har set værdien i at arbejde med differentieret ledelse af deres forsyningskæder. Men differentiering i design og drift af forsyningskæderne er nødvendigt, hvis produkterne og serviceydelserne stiller forskellige krav til forsyningskæderne (f.eks. reaktionstid og niveau for sikkerhedslagrer). Man bør således undgå ”one-size fits all”-løsninger, som også er behandlet i FORSYN 2021. Resultaterne af respondenternes svar på de strategiske udsagn om supply chain fordelt efter de 3 grupper af TTM-processer fremgår af figur 7.29. Samlet set er der ikke nævneværdige forskelle på de 5 udsagn fordelt efter forskellige niveauer for TTM på nær måske lige supply chain-områdets indgåelse i virksomhedens overordnede strategi, hvor virksomheder med TTM på under 1 år her opnår en gennemsnitsscore på 3,8, mens denne er 4,2 for virksomheder med en TTM på 1 til 2 år. Generelt set var det forventet, at jo kortere TTM, der arbejdes med, jo vigtigere bliver det at betragte supply chain ud fra en strategisk synsvinkel. Data fra denne undersøgelse belyst gennem disse 5 strategiske supply chain-udsagn synes ikke at støtte op om denne antagelse. 72